Træk vejret, og få stress ud af kroppen

Artikel af journalist Gitte Høj fra magasinet Købstædernes Forsikring, nr. 11 marts 2014.

Hele artiklen findes her: Træk vejret

For nylig blev yogatimen på Grønningen afløst af en workshop om åndedræt, hvor Kira guidede holdet igennem redskaber til en bedre vejrtrækning. En korrekt vejrtrækning kan sænke stresshormoner i kroppen og skabe større nærvær.

Jo, vejret er da bare noget, du trækker ind og slipper ud igen. Men faktisk er åndedrættet også et effektivt redskab, når det hele spidser til i en travl hverdag, og langt de fleste af os kunne med fordel blive mere bevidste om vores åndedræt. Det er Kiras erfaring efter at have afholdt en række coachingsamtaler hos Købstæderne. ”Mange af mine samtaler har handlet om at forbedre vejrtrækningen. Jeg oplever, at mange er nysgerrige på at lære, hvordan man trækker vejret optimalt og få mere viden om, hvad det kan have af gavnlige virkninger, og det var baggrunden for min åndedrætsworkshop,” siger Kira.

Stresset vejrtrækning

Når du er stresset eller fortravlet, får du typisk en dårligere og mere anspændt vejrtrækning, hvor du trækker vejret kort, hurtigt og overfladisk, og det får faktisk endnu flere stresshormoner til at hobe sig op. Din energi forsvinder, og det samme gør dit overskud. Når du lærer at trække vejret optimalt, giver du ilten mere plads, så den bedre kan bevæge sig rundt, og dermed arbejder du også din stress ud af kroppen. Forskning viser, at det rent faktisk er muligt at sænke niveauet af stresshormonet kortisol via en korrekt vejrtrækning. Musklerne bliver nemlig afspændte via ilten og åndedrætstræningen.

Øvelser gør en forskel

Åndedrættet gør forskellen, fordi et korrekt åndedræt giver mulighed for at give slip på kroppens spændinger. På workshoppen gennemgik Kira principperne for åndedrættet. ”Forestil dig, at mellemgulvet er et stempel, der presses ned, hver gang du ånder ind og skubbes op, hver gang du ånder ud. Derfor søger maven ud ved en optimalt indånding og løftes ind og op på en optimal udånding,” siger Kira. Hun understreger, at de fleste af os har nogle meget fremadrettede bevægelser i dagligdagen – for eksempel foran computeren og ved rattet i bilen eller på cyklen. Her gælder det om at være opmærksom på netop at skabe plads til åndedrættet ved at undgå at falde sammen i overkroppen og føre skuldrene og hagen tilbage, så brystkassen holdes åben. ”Tænk over din holdning for at skabe mere plads til at trække vejret optimalt,” siger Kira.

Stop tankemylder

Det gælder også, når du laver åndedrætsøvelserne. En af dem går på at trække vejret på tælling. ”Øvelsen er god, hvis du har mange tanker. Hvis du gør din ind- og udånding lige lange, påvirker du nervesystemet, så der kommer bedre balance, og dermed opnår du mere ligevægt og ro,” siger Kira. Hvis du på tælling øger længden på din indånding, skaber du mere energi. Hvis du – omvendt – øger længden på din udånding, skaber du mere ro. Åndedrætsrytmen er også med til at påvirke antallet af tanker, jo langsommere vejrtrækning desto færre tanker. Prøv derfor også at sætte sænke tempoet på din vejtrækning, hvis du har tankemylder.

Åndedræt fjerner affaldsstoffer

Tankemylder kan altså fjernes via åndedrættet, og det samme kan affaldsstoffer i kroppen. Derfor bliver det også vigtigt at kunne give slip på sit arbejde – udenfor arbejdstid – og her kan både yoga og åndedrætstræning være med til både at slippe af med affaldsstoffer og skabe et større nærvær.

Skaber også fokus

Åndedrættet er også et vigtigt element for at være til stede i nuet, i samtalen og derved skabe ro og fokus. Det fik ledergruppen for nylig demonstreret, da de var samlet til et seminar på Skodsborg med indlæg af skuespilleren Maibritt Saerens, der – som Kira – arbejder med yoga og meditation.