Miks yoga og løb

Miks yoga og løb

Fra artiklen “Miks yoga og løb” i magasinet Sundhed nr. 10, 2014:

Hele artiklen findes her: Yoga og løb

Du kan faktisk blive en endnu bedre løber, hvis du mikser med yoga. Blandt andet bliver du stærkere, mere smidig og får styrket din kropsholdning. Alt dette kan være med til at trimme din løbestil og gøre det sjovere at hoppe i løbeskoene. Omvendt kan løb også gøre dig til en mere udholdende yogadyrker.

”Ved at mikse bliver du både smidig og udholdende”

Kira Løve er yoga- og meditationslærer og indehaver af my yoga studio i Charlottenlund og har ofte løbere med på sine yogahold. Hendes erfaring er, at yoga og løb gensidigt tilfører hinanden noget godt. Ifølge Kira er det rigtig godt at udfordre din krop med forskellige træningsformer, så du træner så varieret som muligt.

FÆRRE SKADER

Hvis du træner ensidigt og for eksempel kun løber, er kroppen typisk usmidig i bestemte områder, og derfor kommer du let til at bruge andre mere bevægelige områder. Knæet er typisk et udsat led, når du løber, og det er samtidig påvirket af, hvordan din bevægelighed er i fødder og hofter. Mangler du bevægelighed i for eksempel din hofte, vil det ofte gå udover dit knæ, fordi knæet kompenserer. Som løber har du stærke benmuskler og typisk nogle korte og stramme hofte-, balle- og lårmuskler samt en nedsat fleksibilitet. Det kan betyde, at du har svært ved at sidde i skrædderstilling, fordi dine hoftebevægelser er fremadrettede, fordi du har løbet meget. Det kan yoga også afhjælpe.

MERE ILT GIVER MERE ENERGI

At træne åndedrættet er godt for blodomløbet, fordi du lærer at tage mere ilt ind. Mere ilt giver mere energi, og den har du brug for, når du stormer derudad. Har du en god vejrtrækning, kan du derfor øge din udholdenhed og altså løbe i længere tid uden at brænde sammen. Et stabilt og roligt åndedræt kan også løfte dig igennem udfordrende situationer, så du bliver ved og ikke giver op.

MERE UDHOLDENHED

Som løber oparbejder du en god portion udholdenhed, med mindre du altså holder pause, hver gang du bliver rigtig presset. I yogaen kan du bruge din udholdenhed til de lange stræk, som på grund af dine korte og stramme muskler vil føles udfordrende. Her kan du bruge din evne til at være udholdende og lade det være en styrke, når noget føles meget intenst. Også her kan den rolige vejrtrækning hjælpe dig.

Scroll to top